Trygge Trin i Sydhavnen 

Bliv en del af vores nye familieprojekt - Trygge Trin i Sydhavnen (august 2026 - december 2027)

Har din familie lyst til at deltage i hyggelige, sjove og kreative aktiviteter sammen med andre familier fra Sydhavnen? Hos Kvartershuset tilbyder vi et nyt familieprojekt for børnefamilier med børn i alderen 5-12 år, Trygge Trin, med fire kerneaktiviteter, som skal styrke trivsel og fællesskab.  

Alle er velkomne og formålet er at bygge fællesskab op blandt både børn og forældre.


 De fire kerneaktiviteter udgør: 

- Om mandagen tilbyder vi Leg-og-læringsklub. Det foregår hver mandag eftermiddag fra 15.30-17.30. Her leger vi, laver kreative ting, spiller spil, laver lektier, danser og meget andet. 

- Én gang om måneden tilbyder vi Forældre-barn-workshops, hvor forældre og børn laver aktiviteter sammen, såsom kagebagning, lege fra “gamle dage”, kreative projekter mv. Workshopsne foregår den anden torsdag i hver måned kl. 15.30-17.30.  

- Sidste torsdag i hver måned kl. 15.30-17.30 tilbyder vi også Forældregruppe, hvor forældre kan tale om deres erfaringer og udfordringer og sammen skabe et trygt rum med vores facilitator. Der vil også være relevante oplæg fra fagpersoner samt temaaftener. Forældregruppen er som udgangspunkt en tryghedscafé kun for forældre, men der vil være mulighed for at børnene kan lave aktiviteter med frivillige, hvis pasning ikke er muligt.  

- Flere gange om året arrangerer vi desuden Naturdage, hvor vi tager ud i lokalområdet eller på tur og får en dejlig dag udendørs. Det foregår som udgangspunkt kl.11-15 på en søndag.   

Alle vores aktiviteter er fysiske og skærmfri og bringer familier tættere på hinanden gennem samtale, leg og fællesskab. Aktiviteterne faciliteres af Sarah fra Kvartershuset sammen med frivillige kræfter.  


Som familie kan man deltage i alle aktiviteter eller udvælge dem, som passer ind i jeres hverdag og rytmer. Er du interesseret i at høre mere? Ring til Sarah på tlf.: 71 99 29 45 eller skriv en mail til Sarah@kvartershuset.dk, så vi kan få jer skrevet ind i vores familiekartotek.  

Da det er et nyt projekt, kan der forekomme ændringer i både aktiviteter og tidsrum. Vi vil løbende være i dialog med deltagerne om, hvordan projektet bedst muligt kan styrke dem. Derfor tager vi forbehold for ændringer. 


Tilmeldingen åbner snart via NemTilmeld.

Vi glæder os til at se jer! 


Har du lyst til at være frivillig i projektet? Så kan du læse mere her. Du kan enten være under uddannelse, f.eks. til pædagog eller socialrådgiver, have et arbejde og have lyst til at bruge en eftermiddag eller to om måneden på noget meningsfuldt eller måske pensioneret med tid og lyst til at engagere dig i aktiviteter for børn og deres familier.