Kvartershusets åbningsfest

Fredag d. 9. september var en stor dag for Kvartershuset. I flere år har renoveringen af det nye aktivitetshus på Gustav Bangs Gade 28 været undervejs og endelig kunne medarbejdere og frivillige byde velkommen i huset.

Solen stod højt på himlen og mange borgere var mødt op for at fejre åbningen. Både kendte og nye ansigter vrimlede rundt på Den Røde Plads, hvor huset og det flotte, nye frontparti er. Leder af Kvartershuset, Susan Hedlund, åbnede festen med en tale, der på mange måder understregede hvor stort et arbejde og hvor lang en proces det har været at få færdiggjort huset. Susan fortalte hvordan der i løbet af istandsættelsen, har været flere ubehagelige overraskelser, som for eksempel fundet af asbest, som har været omkostningsfuldt at udbedre. Dette havde ikke taget modet fra Susan som fortalte, at hun stadig drømmer om at udvide huset og for eksempel få et lækkert udendørsområde hvor en række aktiviteter kan afholdes. »Men de planer må jeg nok vente med til jeg vinder i Lotto« grinede Susan.

Susans tale blev efterfulgt af Kvartershusets kor, som stod på trappen til huset og sang en række smukke, danske sange for de mange mennesker på pladsen. I spidsen stod pianist og korleder Nikolaj Skaaning, som flere gange fik hele pladsen til at synge med. Da koret var færdig råbte tilskuerne »ekstranummer« og heldigvis kunne koret trylle et par ekstranumre frem.

Det var særdeles god timing da den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen dukkede op på pladsen til tonerne af den klassiske arbejdersang »Danmark for folket«. Efter korets optræden holdt overborgmesteren tale om Kvartershusets store betydning for Sydhavnen. Han fortalte om områdets udvikling, og hvordan Kvartershuset altid har formået at udvikle sig i takt med Sydhavnens udvikling. Der blev også skænket en tanke til forhenværende statsminister Anker Jørgensen, som boede i Sydhavnen og elskede området. Overborgmesteren mindede tilskuerne om, at åbningen af et dette mangfoldige hus, var i Ankers ånd. Overborgmesterens tale blev efterfulgt af en flot tale fra direktøren i Realdania, Jesper Nygaard, som Susan, med et glimt i øjet, introducerede som »ham med pengene«. Jesper fortalte om hvordan huset i den grad er med til at skabe livskvalitet for borgerne.

Resten af den solrige eftermiddag gik med kage, kaffe og sodavand på pladsen. Mere end 300 stykker kage blev spist, alt imens børn legede i huset og flere fik en rundvisning af de ansatte. Kvartershuset siger tak for en helt fantastisk åbning af det nye Kvartershus.